Falsk politimand fængsles for voldtægt i Silkeborg
Mand udgav sig angiveligt for at være politimand, da han stoppede og voldtog en 27-årig kvinde fra Eritrea.


En 24-årig mand er mandag blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, sigtet for en fuldbyrdet voldtægt i Silkeborg.

Han valgte at kære fængslingen til Vestre Landsret, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge kvindens forklaring udgav den sigtede sig for at være politimand, da hun søndag aften kom cyklende ved Ansvej tæt på Silkeborg Langsø.

Da kvinden stoppede, blev hun angiveligt hevet af cyklen og videre ind i buskadset ned mod søen.

Ifølge politiet var det en kvindelig hundelufter, der slog alarm klokken 18.44. På en spadseretur fik hun øje på en taske og en cykel, som lå underligt hensmidt i vejkanten.

- Ude ved gerningsstedet møder vi to mænd, og det er en af dem, vi har anholdt, siger politikommissær Bent Riber fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Han fortæller, at efterforskerne har fundet et brugt kondom på det formodede gerningssted.

- Nu skal vi finde ud af, om der er noget dna på kondomet, siger politikommissæren.

Sagens offer er en 27-årig kvinde fra Eritrea.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.