Der bliver trukket på smilebåndene i det norske kongehus, efter at en Facebook-hilsen fra en person, der udgiver sig for at være Kong Harald, har fået flere likes end kongens egen 17. maj-hilsen.
Det skriver norske VG.
- Så morsomt. Det viser, at kongen er en svært populær mand, siger kommunikationschef hos kongeslottet, Marianne Hagen, om sagen, hvor over 60.000 Facebook-brugere har liket en falsk 17. maj-hilsen.
Dermed overstiger antallet af likes til den falske konges hilsen antallet af likes til den ægte kong Haralds hilsen, som har fået lidt under 10.000 likes.
Hos det norske kongehus ser man dog ikke falske profiler som et større problem, fortæller kommunikationschefen.
- Ingen af disse sider er noget problem for os, og det er vel de færreste, som virkelig tror, at det er kong Harald, som står bag nogen af dem, siger Marianne Hagen, der tidligere har forklaret VG, at kongehuset først og fremmest ser på om indholdet er stødende, når det skal skulle beslutte, om slottet skal foretage sig noget i forhold til falske profiler på de sociale medier.
Hun fortæller desuden, at det norske kongehus har én officiel Facebook-profil, som for nylig har rundet 200.000 følgere.
/ritzau/FOKUS