Faldskærmsudspringere overlever flykollision i Slovakiet
Syv døde, efter at to sportsfly stødte sammen i luften. De fleste reddede sig ved at springe ud med faldskærm
Det brændende vrag af et af de to mindre fly, der torsdag kolliderede i luften i Slovakiet, styrtede ned i et skovområde.
Det brændende vrag af et af de to mindre fly, der torsdag kolliderede i luften i Slovakiet, styrtede ned i et skovområde. Foto: Radovan Stoklasa/AP


To mindre fly fulde af faldskærmsudspringere bragede torsdag sammen i luften, da de var i gang med at træne til et luftshow.

Syv mennesker blev dræbt ved ulykken, oplyser slovakiske myndigheder, men 31 andre formåede at redde sig ud af de forulykkede fly, mens flyene stadig var i luften.

Umiddelbart efter kollisionen kastede de 31 faldskærmsspringere sig ud af flyene og udløste de faldskærme, de havde på ryggen.

De dræbte er fire piloter og tre faldskærmsudspringere, siger landets indenrigsminister, Robert Kalinak.

- Kort efter at de var lettet og havde foretaget den første manøvre, kolliderede de to fly af endnu ukendte årsager, oplyser ministeren på et pressemøde.

- Alle prøvede at redde sig selv, i og med at de havde faldskærme på. 31 formåede at hoppe ud uden nogen større kvæstelser.

Af de 31 overlevende faldskærmsudspringere måtte fem behandles for mindre kvæstelser, siger en talsmand for Slovakiets sundhedsministerium.

Lokale medier skriver ifølge nyhedsbureauet AFP, at ulykken skete, da et af flyene pludselig gik nedad og ramte det andet.

Myndighederne undersøger nu, om et af flyene muligvis havde for mange mennesker om bord og dermed for tung en last.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.