Faldende Lotto-indtægter rammer idrætsforeninger
Regeringen yder i år et ekstra millionbidrag som kompensation for faldende udlodning fra Dansk Lotterispil.
Formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, ser frem til en evaluering af den nuværende spillelov.
Formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, ser frem til en evaluering af den nuværende spillelov. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Regeringen igangsætter nu en evaluering af spilleloven, fremgår det af henvendelser til idrætsforeningers hovedorganisationer fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Evalueringen skal medvirke til, at der findes en holdbar og langsigtet løsning på finansieringen af det almennyttige foreningsliv.

I dag får foreningerne del af overskuddet fra Dansk Lotterispil (Lotto), men udlodningen har været konstant faldende de senere år på grund af danskernes vigende lyst til at spille Lotto.

- Vi er meget tilfredse med, at regeringen nu sætter gang i det helt nødvendige arbejde med at finde en ny model.

- Danskernes spillemønstre har ændret sig på en måde, som man slet ikke kunne forudse, da spilleloven blev vedtaget i 2010, siger Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), i en pressemeddelelse.

Han bliver bakket op af Thorkild Olsen, der er formand for Danske Handicaporganisationer.

- Det er af afgørende betydning for de almennyttige foreninger, at vi får en god og holdbar løsning, og vi agter alle at bidrage konstruktivt i det arbejde, siger Thorkild Olsen.

Desuden vil regeringen i 2015 yde et ekstraordinært bidrag til de almennyttige foreninger på 49,6 millioner kroner som kompensation.

En ansøgning om det ekstraordinære bidrag vil nu blive sendt til Folketingets Finansudvalg.

- Det vil jeg gerne kvittere for, og det glæder mig, at regeringen har blik for de helt særlige udfordringer, som foreningslivet er ramt af.

- Hvis ansøgningen bliver vedtaget af finansudvalget, så vil det betyde rigtig meget for vores foreninger og medlemmer, siger Søren Møller, formand for DGI.

Da den nuværende spillelov blev vedtaget i 2010, blev det skrevet ind i loven, at den skulle evalueres.

De almennyttige foreninger har siden den delvise liberalisering af spillemarkedet i 2010 udelukkende fået del i Lotto-overskuddene, som er faldet markant i forhold til de oprindelige prognoser.

Danske Licens Spil (blandt andet Oddset, Casino og Poker), som staten modtager udlodning fra, har i samme periode oplevet store stigninger i omsætning og overskud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.