Faldefærdigt hus på Lolland gemte på en guldgrube
Et ægtepar købte for 18 år siden et faldefærdigt hus på Lolland og fik husets spisebord med i handlen. Nu har parret solgt spisebordet til en aldeles god pris.
En familie købte et ødelagt hus på Lolland i 1996. Familien beholdte spisebordet, der hørte til huset. Nu har det vist sig, at spisebordet er en formue værd.
En familie købte et ødelagt hus på Lolland i 1996. Familien beholdte spisebordet, der hørte til huset. Nu har det vist sig, at spisebordet er en formue værd. Foto: Scanpix


I 1996 købte ægtparret Romy og Erik Lenskjold et faldefærdigt hus i Nakskov på en tvangsauktion. Med i handlen fik parret husets spisebord, som de i 18 år har spist ved dagligt. Spisebordet har nu vist sig at være en guldgrube, skriver BT.

Da parret overtog huset, var det i dårlig stand, og der var hul i taget. I huset stod der et stort massivt egetræsbord, som parret valgte at beholde uden at vide, at det var noget værd.

"Det var er dejligt bord, der var specialbygget til huset, så vi har været rigtig glade for det. Der er blevet holdt mange gode fester omkring det, uden at vi har anet, hvad det var for et bord," fortæller Romy Lenskjold til BT.

En mand, der var interesseret i at købe bordet, henvendte sig til familien for et år siden. Manden var i gang med at skrive en bog om den danske arkitekt Finn Hjul. Finn Hjul har ikke tegnet mange huse, men han var arkitekten bag huset på Lolland.

Huset blev bygget i 1952, hvor spisebordet er tegnet ind i grundplanen på de originale tegninger.  Det lange egetræsbord viste sig at være lavet af den danske møbeldesigner Peder Moos. Det kom som en stor overraskelse for ægteparret Romy og Erik Lenskjold.

"Da han (den interesserede køber, red.) begyndte at nævne nogle tal, blev vi jo lidt interesserede. Vi havde aldrig drømt om, at det bord var noget særligt, eller at det overhovedet var noget værd," siger Romy Lenskjold.

Parret blev først tilbudt 50.000 kroner for bordet. Et fantastisk bud synes ægteparret, der ikke vidste, hvad bordet var værd. De fik vurderet bordet en ekstra gang og satte det på en auktion hos Lauritz.com. Her endte bordet med at blive solgt for 330.000 kroner.

"Det var jo noget af en gyser. Vi sad og fulgte auktionen på nettet, og da den var slut, var min mand gået i seng. Så måtte jeg jo gå ind og sige til ham, at jeg syntes, at han skulle stå op igen," siger Romy Lenskjold.

Pengene fra spisebordet ved parret endnu ikke, hvad de skal bruge til.

"Der er ingen vilde rejser eller noget planlagt. Men vi skal jo ud og have købt et nyt spisebord," siger Romy Lenskjold.

Kilde: BT.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.