Fald med stearinlys var årsag til fransk brandtragedie
13 omkom, da en person faldt ned ad trappe med stearinlys i en kage og forårsagede brandtragedie i Rouen.
Brand i café i den nordfranske by Rouen, der kostede 13 unge livet og kvæstede seks, blev forårsaget af stearinlys i en fødselsdagskage, siger de franske myndigheder.
Brand i café i den nordfranske by Rouen, der kostede 13 unge livet og kvæstede seks, blev forårsaget af stearinlys i en fødselsdagskage, siger de franske myndigheder. Foto: Kamil Zihnioglu/AP


De franske myndigheder har fastslået, at det var en ulykke med stearinlys i en kage, som lå til grund for en brand i en bar i den nordfranske by Rouen lørdag.

Under branden blev 13 mennesker dræbt og seks andre blev kvæstet. Dødsofrene var unge mellem 16 og 25 år.

- En person snublede på en trappe med en fødselsdagskage, som var dekoreret med tændte stearinlys. Da personen væltede omkuld fløj lysene mod vægge og loft, der var dækket med lydisolation, som var let antændeligt, og som begyndte at brænde øjeblikkeligt, siger en repræsentant for anklagemyndigheden i Rouen, Laurent Labadie.

Væggene var dækket af polystyren. Det brændende plastik frigav en blanding af gasser, der forgiftede ofrene, tilføjer Labadie.

En del af ofrene omkom på grund af de giftige gasser og røgforgiftning.

Det tog cirka en halv time at få ilden under kontrol, da brandfolkene ankom til stedet.

Ofrene var ifølge lokalavisen Paris-Normandie gæster ved en fødselsdagsfest på baren Le Cuba Libra.

Den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, udtalte sig om ulykken i weekenden, da der øjeblikkeligt var frygt for, at der kunne være tale om terror.

- Det var ikke en eksplosion, det var lys, der blev brugt til en fødselsdagsfest, sagde han.

Rouens borgmester, Yvon Robert, er taget til stedet og beskriver branden som "den værste katastrofe", skriver det lokale medie Paris-Normandie.

Det er ikke lang tid siden, at byen Rouen, der ligger cirka 130 kilometer nordvest for Paris, blev ramt af en anden tragedie.

I slutningen af juli blev en 85-årig præst dræbt af to unge islamister, som gik ind i en kirke i Saint-Etienne-du-Rouvray ti kilometer fra Rouen. Præsten blev i denne uge mindet i Rouens gotiske katedral.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.