Et landingsfartøj er på vej til at blive det første europæiske rumfartøj, der lander på planeten Mars.
Landingsfartøjet er søndag eftermiddag omkring klokken 17.00 planmæssigt blevet adskilt fra en satellit og er på vej mod Mars.
* Rumfartøjet har været syv måneder om at komme til Mars.
* Det bestod af to dele. En satellit og et landingsmodul.
* De to dele blev adskilt søndag eftermiddag.
* Landingsfartøjet hedder Schiaparelli. Det er opkaldt efter den italienske astronom Giovanni Schiaparelli.
* Landingsmodulet er udviklet med det ene formål at udvikle europæisk teknologi, der kan lande på Mars. Kun USA kan det i dag.
* Landingsmodulet skal lande på planeten 19. oktober.
* Landingsfartøjet skal bremse sin hastighed ved hjælp af et varmeskjold og derefter bruge både faldskærm og raketter for sikkert at lande på overfalden.
* Satellitten søger efter metan og andre atmosfæriske gasser i 400 kilometers højde over planeten. Gasserne vil kunne vidne om aktive biologiske eller geologiske processer og dermed tegn på liv.
* Det Europæiske Rumagentur begynder at indsamle data fra satellitten i december 2017 og vil fortsætte i fem år.
* Satellitten skal desuden bruges til at kommunikere med Jorden, når anden del af ekspeditionen bliver sat i værk i 2020.
* Her skal en robotbil sendes med et rumfartøj til Mars og her bore dybt ned i planetens overflade for at lede efter tegn på liv.
* I 2003 forsøgte Det Europæiske Rumagentur (ESA) for første gang at lande et rumfartøj på Mars. Men landingen af fartøjet Beagle 2 mislykkedes.
Kilder: Uddannelses - og Forskningsministeriet, Det Europæiske Rumagentur, DTU Space, Politiken, Terma.
/ritzau/