FAKTA: Værd at vide om den danske vindmøllegigant Vestas
Vestas startede som et lille foretagende ved navn Vestjysk-Staalteknik. I dag har Vestas 18.000 ansatte.


Ifølge regnskabet for andet kvartal, som blev offentliggjort onsdag, går det godt for vindmølleproducenten Vestas, hvor vindmøller for 8,1 milliarder euro venter på at blive sat i produktion.

Her kan du blive klogere på den danske vindmøllegigant:

* Vestas er en dansk virksomhed, der leverer vindmøller og havvindmøller i hele verden.

* Koncernchef Anders Runevad står i spidsen for i alt omkring 18.000 ansatte på globalt plan ved udgangen af første kvartal.

* Hovedkontoret ligger i Aarhus. Vestas har kontorer i 24 lande.

* Vestas er grundlagt i 1945 af Peder Hansen under navnet Vestjysk-Staalteknik A/S, hvis navn blev forkortet til Vestas. I starten producerede Vestas landbrugsudstyr.

* I 1979 leverede Vestas de første vindmøller, og branchen oplevede et regulært boom i begyndelsen af 1980'erne.

* I 1986 blev Vestas tvunget til at gå i betalingsstandsning, fordi markedet i USA kollapsede. Store dele af Vestas blev solgt fra. En ny virksomhed med navnet Vestas Wind Systems A/S blev grundlagt og skulle udelukkende fokusere på vindenergi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.