FAKTA: Sagen om kursfusk i Parken
Tidligere Parken-topfolk risikerer fire års fængsel, hvis de kendes skyldige i kursmanipulation.


Mandag fortsætter sagen om kursmanipulation med Parken-aktier. Se sagens hovedtræk her:

* Flemming Østergaard, tidligere bestyrelsesformand for Parken, og tidligere direktør Jørgen Glistrup er tiltalt for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder. De risikerer op til fire års fængsel.

* I alt fire personer er tiltalt, og der er yderligere rejst tiltale mod de to selskaber, Parken Sport & Entertainment A/S samt FIH Erhvervsbank.

* Ifølge tiltalen skete kursmanipulationen ved, at Parken via de to banker købte cirka 95.000 stk. egne aktier til en værdi af cirka 113 millioner kroner.

* Det betød ifølge anklagemyndigheden, at kursen på Parkens aktie blev påvirket i en positiv retning i forhold til det generelle aktiemarked, hvor kurserne i samme periode var for nedadgående.

* Ud over tiltalen kræver anklagemyndigheden 15,5 millioner kroner konfiskeret fra Flemming Østergaard, såfremt han bliver fundet skyldig, mens Jørgen Glistrup risikerer at miste 2,2 millioner kroner.

* De to mænds fortjeneste opstod ifølge anklagen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), da de udnyttede en aktieoptionsaftale og solgte aktier i henholdsvis april og september 2008.

Kilde: Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i daglig tale Bagmandspolitiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.