FAKTA: Sagen mod Milena Penkowa
Den tidligere stjerneforsker Milena Penkowa sidder i Københavns Byret tiltalt for dokumentfalsk.
Milena Penkowa nægter sig skyldig i anklager om dokumentfalsk.
Milena Penkowa nægter sig skyldig i anklager om dokumentfalsk. Foto: TORBEN STROYER/POLFOTO


* Hjerneforskeren Milena Penkowa er ved Københavns Byret tiltalt for dokumentfalsk begået tilbage i 2003.

* Ifølge anklagemyndigheden har Penkowa ved brug af fire forfalskede dokumenter forsøgt at overbevise ledelsen på Københavns Universitet om redeligheden omkring nogle rotteforsøg og resultaterne af dem.

* Rotteforsøgene foregik i slutningen af 90'erne og dannede blandt andet grundlag for en doktordisputats, som Penkowa indleverede i 2001, men som et bedømmelsesudvalg i 2003 forkastede.

* Anklagemyndigheden mener, at Penkowa forfalskede dokumenter blandt andet for at undgå at få en sag om videnskabelig uredelighed på halsen.

* En sådan sag blev dog rejst alligevel hos Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Men først adskillige år senere.

* I juni i år nåede UVVU den konklusion, at man ikke kunne påvise videnskabelig uredelighed.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.