FAKTA: Sagen kort om skyderi mod Arla-ansat
Tre IS-støtter er blevet arresteret for at have skudt på en Arla-ansat i Saudi-Arabien. Se forløbet her.


Tre tilhængere af den militante gruppe Islamisk Stat (IS) er blevet arresteret for at skyde en dansk Arla-medarbejder i Saudi-Arabien.

* 22. november: Det officielle saudiarabiske nyhedsbureau, SPA, oplyser, at en dansker er blevet såret af skud i Riyadh, den saudiarabiske hovedstad. Manden er blevet ramt i skulderen og er indlagt på et hospital.

* 23. november: Arla bekræfter, at den sårede dansker er ansat i mejerikoncernen. Danskeren blev skudt, da han forlod sin arbejdsplads i hovedstaden Riyadh i sin bil klokken 13 lokal tid.

* 24. november: Den danske Arla-medarbejder gennemgår en vellykket operation og meldes i bedring. Under operationen fjernes en kugle, som danskeren har haft siddende i skulderen.

* 25. november: Udenrigsministeriet opfordrer danskere, der er udstationeret i Saudi-Arabien, til at være ekstra varsomme med, hvor de færdes i den kommende tid. Opfordringen kommer efter skudepisoden i Riyadh. Samtidig opfordrer Udenrigsministeriet danskere i Saudi-Arabien til ikke at foretage længere rejser i bil i landet, eksempelvis fra den ene by til den anden, hvis det kan undgås. I stedet opfordres danskerne til om muligt at benytte fly.

* 2. december: En gruppe, der hævder at have tilknytning til den militante gruppe Islamisk Stat (IS), offentliggør en video, hvor gruppen påstår, at dens medlemmer skyder mod en dansker i Saudi-Arabien. Videoen er optaget fra en bil, som kører på en vej med skilte mod forskellige bydele i Riyadh. Her ser man en pistol blive affyret gennem et åbent vindue mod en hvid bil, der kører i samme retning.

* 11. december: Tre IS-støtter arresteres for at have skudt danskeren.

Kilder: AFP, Reuters, Arla.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.