De Radikale præsenterer nyt politisk udspil på folkeskoleområdet under partiets sommergruppemøde torsdag.
Den enkelte skole skal have mere ansvar, hvis det står til partiets politiske leder. Her er et uddrag af de fem punkter, der fremføres.
1) Afskaf kontrolregimet.
* Skoleområdet skal gennemgås med henblik på at fjerne indberetninger, kontrol eller central styring, som kunne varetages på den enkelte skole.
* Forvaltningen skal ikke bruge læringsmål til at kontrollere og registrere oplysninger om de enkelte elevers udbytte af undervisningen.
2) Kvalitet må gerne koste.
* Derfor skal kommunen indgå en lokal aftale om lærernes arbejde i kommunen for at sikre sammenhæng mellem lærernes antal af undervisningstimer og de tildelte ressourcer.
* Desuden skal efteruddannelse af lærere og ledere prioriteres.
3) Lad skolerne sætte egne mål.
* Den enkelte skole skal selv lægge plan for, hvordan den arbejder med de få, enkle og langsigtede mål, som formuleres.
* Alle skoler i kommunen skal formulere en strategi for de næste fire år, som sætter en konkret retning for skolens udvikling.
4) Styrk den åbne skole.
* Kommunalbestyrelsen skal tage ansvar for, at skolerne får partnerskaber med erhvervsliv, kulturliv og andre uddannelsesinstitutioner om den åbne skole.
* Kommunale budgetter skal sætte midler af til, at skolerne kan styrke deres arbejde med den åbne skole. For eksempel til udvikling af undervisningsforløb eller at dække transportudgifter.
5) Forældre og elever skal høres.
* Alle skolematrikler skal have en skolebestyrelse.
* Alle skolebestyrelser skal lave en klar beskrivelse af forældresamarbejdet og forventningerne til forældrene på deres skole.
* Eleverne skal konsulteres særskilt i alle skolepolitiske spørgsmål.
Kilder: De Radikale.
/ritzau/