FAKTA: Sådan måles danskernes økonomiske optimisme
Danmarks Statistik opgør hver måned danske husstandes forventninger til økonomien det kommende år.
Danskernes syn på økonomien måles i indikatoren for forbrugertillid. Blandt andet bliver der spurgt til, om det er fordelagtigt at anskaffe sig større forbrugsgoder i øjeblikket. Arkivfoto.
Danskernes syn på økonomien måles i indikatoren for forbrugertillid. Blandt andet bliver der spurgt til, om det er fordelagtigt at anskaffe sig større forbrugsgoder i øjeblikket. Arkivfoto. Foto: MARIUS NYHEIM/POLFOTO


Det kan for nogen måske virke abstrakt, når Danmarks Statistik hver måned opgør forbrugernes tro på fremtiden som et tal.

For det er svært at bedømme, hvor optimistiske vi egentlig er, når indikatoren for forbrugertillid som nu er steget fra 3,0 i oktober til 5,6 i november. Læs om forbrugertillid her:

* Bag tallene ligger en undersøgelse, hvor omkring 1000 repræsentativt udvalgte danskere får stillet en række spørgsmål om deres økonomiske situation og planer.

* De har blandt andet svaret på, hvordan de vurderer deres egen families og Danmarks økonomiske situation nu og i fremtiden, og om de mener, at det vil være fordelagtigt at anskaffe sig større forbrugsgoder lige nu.

* Positive svar trækker indikatoren op, mens negative svar trækker indikatoren ned. Uændret svarer til værdien 0.

* En positiv indikator fortæller dermed om optimisme, mens en negativ indikator er et udtryk for generel pessimisme.

* Forbrugertilliden er forbundet med en statistisk usikkerhed, hvor stikprøveusikkerheden i 95 procent af tilfældene skønnes at ligge inden for +/- 3 procentpoint.

* En ændring i en indikator skal derfor være større end fem procentpoint for at være signifikant.

Kilde: Danmarks Statistik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.