FAKTA: Sådan kom Danmarks medaljer ved para-OL i hus
Dressurrytteren Susanne Sunesen blev Danmarks tredje medaljevinder ved para-OL med sin sølvmedalje tirsdag.


Danmark hentede tirsdag aften den tredje medalje ved OL for handicappede atleter - den første af sølv, da dressurrytteren Susanne Sunesen red sig på podiet.

Her er et overblik over de danske medaljer ved de paralympiske lege i Rio:

* Guld

- Peter Rosenmeier, bordtennis, herresingle.

Den danske bordtennisspiller, som deltager ved sit fjerde para-OL, sørgede for en dansk guldmedalje. I en tæt finale besejrede Rosenmeier sin spanske modstander Alvaro Valera Munoz Vargas, der ligger nummer et i verden med cifrene 5-11, 12-10, 6-11, 11-9 og 11-6.

* Sølv

- Susanne Sunesen, dressur, individuelt program

Med et flot individuelt program i mesterskabsklassen i grad 3-klassen red Susanne Sunesen og hesten Que Faire sig til et resultat på 72,171 procent, og det rakte til sølvmedalje.

* Bronze

- Jonas Larsen, svømning, 150 meter medley.

Den 24-årige svømmer var helt oppe og snuse til sølvmedaljen undervejs, men blev i løbet af brystsvømningen overhalet af kineseren Jin Zhipeng og gled ned på tredjepladsen. Danskeren var på forhånd udset som et godt bud på en medalje i disciplinen, og han indfriede forventningerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.