FAKTA: Sådan er stillingen i Republikanernes primærvalg
19 ud af 50 amerikanske delstater er afgjort hos Republikanerne ved de amerikanske primærvalg.
Donald Trump har foreløbig sikret sig opbakning fra 384 delegerede. Arkiv.
Donald Trump har foreløbig sikret sig opbakning fra 384 delegerede. Arkiv. Foto: Brynn Anderson/AP


Efter Republikanernes primærvalg og vælgermøder i 19 ud af 50 delstater fører Donald Trump foran henholdsvis Ted Cruz, Marco Rubio og John Kasich.

Herunder følger den aktuelle stilling:

* Donald Trump

Har vundet i 12 delstater, hvilket foreløbig har sikret ham 384 delegerede.

De 12 delstater er New Hampshire, South Carolina, Nevada, Alabama, Arkansas, Georgia, Massachusetts, Tennessee, Vermont, Virginia, Kentucky og Louisiana.

* Ted Cruz

Har vundet i seks delstater, hvilket foreløbig har sikret ham 300 delegerede.

De seks delstater er Iowa, Alaska, Oklahoma, Texas, Kansas og Maine.

* Marco Rubio

Har vundet en delstat samt et territorium. Det drejer sig om Minnesota samt Puerto Rico. Rubio har sikret 151 delegerede.

* John Kasich

Har endnu ikke vundet et primærvalg eller vælgermøde. Samlet set har han opbakning fra 37 delegerede.

* Superdelegerede

I modsætning til hos Demokraterne kan Republikanernes såkaldte superdelegerede ikke selv bestemme, hvilken kandidat de vil pege på. De skal stemme på den kandidat, der vandt deres delstats primærvalg eller vælgermøde.

* Samlet kræver det opbakning fra 1237 delegerede at blive valgt som Republikanernes præsidentkandidat. Partiets konvent, hvor kandidaten officielt udnævnes, finder sted i midten af juli i Cleveland, Ohio.

I enkelte delstater holder Republikanerne ikke primærvalg, men lader de delegerede pege på deres favorit til selve konventet. Det gælder blandt andet i Wyoming og North Dakota.

Kilder: The New York Times

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.