FAKTA: Sådan er stillingen i Demokraternes primærvalg
19 ud af 50 amerikanske delstater er afgjort hos Demokraterne ved de amerikanske primærvalg.
Hillary Clinton fører solidt over Bernie Sanders ved Demokraternes igangværende primærvalg. Arkivfoto
Hillary Clinton fører solidt over Bernie Sanders ved Demokraternes igangværende primærvalg. Arkivfoto Foto: Frank Franklin Ii/AP


Efter Demokraternes primærvalg og vælgermøder i 19 ud af 50 delstater har Hillary Clinton samlet opbakning fra mere end dobbelt så mange delegerede som Bernie Sanders.

Herunder følger den aktuelle stilling:

* Hillary Clinton

Har vundet i 11 delstater samt et oversøisk territorium, hvilket foreløbig har sikret hende 1129 delegerede.

De 11 delstater er Iowa, Nevada, South Carolina, Alabama, Arkansas, Georgia, Massachusetts, Tennessee, Texas, Virginia og Louisiana. Derudover har hun vundet i territoriet Amerikansk Samoa.

* Bernie Sanders

Har vundet i otte delstater, hvilket foreløbig har sikret ham 498 delegerede.

De otte delstater er New Hampshire, Colorado, Minnesota, Oklahoma, Vermont, Kansas, Nebraska og Maine.

* Superdelegerede

Ud af kandidaternes delegerede har Hillary Clinton 458 såkaldte superdelegerede, mens Bernie Sanders har 22 superdelegerede.

Superdelegerede er i modsætning til almindelige delegerede ikke bundet til at stemme på en bestemt kandidat. De har dog erklæret, at de hælder til at stemme på enten Clinton eller Sanders.

* Samlet kræver det opbakning fra 2382 delegerede at blive valgt som Demokraternes præsidentkandidat. Partiets konvent, hvor kandidaten officielt udnævnes, finder sted i slutningen af juli i Philadelphia.

Kilder: The New York Times

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.