FAKTA: Sådan er det svenske valg
22. marts går svenskerne til valg, efter at regeringen kom i mindretal. Bliv klogere på svenskernes valg her.


Sverigedemokraterna sikrede onsdag flertal for de borgerliges forslag til en ny finanslov, hvilket medførte, at den svenske regering kom i mindretal.

Derfor udskriver Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, valg til afholdelse 22. marts.

Det er første gang siden 1958, at der er valg i utide i svensk politik.

Her kan du læse mere om svenskernes valg:

* Det seneste valg blev afholdt for blot to og en halv måned siden, nemlig 14. september. Dengang valgte svenskerne politikerne til parlamentet, Riksdagen, kommunerne og landsting (regioner).

* Sverige har såkaldt negativ parlamentarisme, så statsministeren kun skal gå af, hvis der er et flertal imod ham. Det var det, der gjorde, at statsministeren onsdag udskrev valg.

* Spærregrænsen i Sverige er på fire procent, og der skal i alt fordeles 349 pladser i Riksdagen.

* Svenske partier opstiller på lister, hvor det er svært at blive valgt på personlige stemmer. Kandidaten skal have fem procent af partiets stemmer i valgkredsen for at blive valgt foran listen. Det var før otte procent af stemmerne.

- Her er den nuværende regering:

* Det er Socialdemokraterna (S) og Miljöpartiet (MP), der danner regering med 137 mandater. Dermed mangler de 38 mandater for at opnå de 175 mandater, der kræves for at have majoritet i Riksdagen.

* Tæller man Vänsterpartiet (V) med i den rødgrønne regering, sidder den på 43,8 procent af stemmerne svarende til 158 mandater.

* Alliansen er den blå blok og består af Moderaterna (M), Centerpartiet (C), Folkpartiet (FP) og Kristdemokraterna (KD). De fik ved valget samlet 39,3 procent af stemmerne svarende til 142 mandater.

* Sverigedemokraterna (SD) fik 12,9 procent af stemmerne svarende til 49 mandater.

* Selvom Sverigedemokraterna er tungen på vægtskålen, vil ingen af blokkene bruge partiet som parlamentarisk grundlag, lød det efter det seneste valg.

Kilder: Valmyndigheten, TT og NTB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.