Torsdag blev en dansk sygeplejerske modtaget på Århus Universitetshospital Skejby, hvor hun er under observation for at være smittet med ebola.
Kvinden har været udsat for en "højrisikosituation" i forbindelse med, at hun har plejet ebolapatienter i Sierra Leone i Afrika.
Sierra Leone er et af de tre lande i Afrika, der er hårdest ramt af sygdommen. De to øvrige er Guinea og Liberia.
Det Europæiske Sundhedsagentur, ECDC, lister en række forholdsregler op, som personer, der befinder sig i de hårdest ramte områder, bør tage:
* Hold en god håndhygiejne.
* Vask og skræl frugt og grøntsager før indtag.
* Undgå kontakt med blod og andre kropsvæsker fra personer eller lig, der er inficeret med ebola-virus.
* Undgå nærkontakt med alle vilde dyr, levende og døde. Det samme gælder kød fra vilde dyr.
* Undgå ubeskyttet sex.
* Undgå kontakt med alle typer af redskaber - eksempelvis nåle - der har været i kontakt med blod eller kropsvæsker.
* Undgå ophold på steder hvor flagermus lever såsom grotter og klipper.
/ritzau/