FAKTA: Rusland er femtestørste køber af dansk svinekød
Dan Jørgensen (S) forsøger nu at hjælpe den danske svinebranche, der er presset af russisk fødevareboykot.


Det russiske marked er vigtigt for den danske svinebranche, der derfor taber mange penge på, at Rusland siden februar har boykottet svinekød.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) forsøger nu at komme branchen til undsætning ved at opfordre EU-Kommissionen til at give støtte til privat oplagring af svinekød. Det har til formål at stabilisere prisen på svinekød, der er faldet en del det seneste år.

* Rusland er det femtestørste eksportmarked for den danske svinebranche målt på antal ton. Det største marked er Tyskland.

* Eksporten af dansk svinekød til Rusland var på 130.849 ton sidste år og kom op på en værdi af over to milliarder kroner.

* Danmarks samlede eksport af svinekød udgjorde sidste år samlet 32 milliarder kroner.

* I alt står de danske svineproducenter ifølge branchen selv til at tabe fire milliarder kroner i 2014 som følge af boykotten.

* Svineproducenterne får omkring to kroner mindre per kilo svinekød på slagteriet i forhold til sidste år.

* Svinebranchen er dels ramt af, at man ikke kan sælge svinekød i Rusland, dels falder prisen også, fordi der er mere svinekød på verdensmarkedet generelt som følge af boykotten.

Kilde: Landbrug & Fødevarer og Danmarks Statistik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.