FAKTA: Pirater dømt på Seychellerne - gik fri i Danmark
Ni somaliske pirater, som forsøgte at kapre et dansk skib, har fået fængselsstraffe på Seychellerne.


Otte somaliske pirater er hver idømt 14 års fængsel på Seychellerne for angreb på det danske skib Torm Kansas. En niende pirat er under 18 år og har fået tre års fængsel ved domstolen på Seychellerne.

Danmark opgav ellers at føre sag mod piraterne og gav dem tværtimod en erstatning på 20.000 kroner.

Nedenfor følger en gennemgang af sagen:

* Lørdag 9. november 2013 blev det danske tankskib Torm Kansas angrebet af somaliske pirater i Det Indiske Ocean.

* Skibet var på åbent hav, da angrebet fandt sted, og var undervejs fra Sikka i Indien til Mossel Bay i Sydafrika.

* Da piraterne gik til angreb, affyrede skibets bevæbnede vagter flere advarselsskud. Ingen - hverken besætningsmedlemmer eller pirater - kom til skade ved angrebet.

* Chefen for Natos flådestyrke dirigerede efter angrebet det danske krigsskib Esbern Snare til området, hvor piraterne blev lokaliseret. Natten til søndag 10. november fandt krigsskibet frem til to både tæt på det sted, hvor Torm Kansas blev angrebet.

* Frømænd fra krigsskibet pågreb de ni pirater, der fra 10. november sad til fange om bord på Esbern Snare.

* Lørdag 23. november blev de ni formodede pirater i Københavns Dommervagt varetægtsfængslet in absentia, sigtet for pirateri. De sigtedes beskikkede forsvarer kærede fængslingen til Østre Landsret.

* 28. november gav tre enige dommere i landsretten forsvareren ret i, at der efter grundloven var gået alt for lang tid fra tilfangetagelsen til grundlovsforhøret.

* 30. november blev de ni formodede pirater sat i land i Seychellerne. Danmark har en aftale med øgruppen om at retsforfølge dansk-fangede pirater for angreb på skibe under fremmed flag.

* December 2014: Rigsadvokaten oplyser, at de ni somaliere tilsammen har fået en erstatning på 176.400 kroner, fordi de uberettiget har været taget til fange.

* Det er første gang, at Danmark har forsøgt at stille formodede somaliske pirater for en dommer i en sag, hvor danske interesser har været angrebet.

* Under retssagen på Seychellerne har 15 besætningsmedlemmer fra Esbern Snare vidnet.

* Marts 2015: Forsvaret oplyser, at otte af de ni somaliske pirater er blevet idømt hver 14 års fængsel for kapringsforsøget, mens den sidste pirat, der er under 18 år, fik tre års fængsel.

* I alt 15 danske statsborgere har i perioden 2007 til 2013 været taget som gidsler af somaliske pirater. Ingen af disse pirater er endnu dømt i forhold, hvor de har kapret danske skibe og taget danskere som gidsler.

* 12. oktober 2013 blev den berygtede piratbagmand Mohamed Ali Hassan - også kendt som Big Mouth - anholdt af belgiske politiagenter i Bruxelles sammen med sin medsammensvorne Mohamed Aden "Tiiceey".

* Big Mouth menes at være bagmanden bag kapringen af den danske coaster Danica White med fem danske søfolk i 2007. De slap fri efter 83 dage og betaling af en løsesum på omkring fire millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.