FAKTA: Omar El-Hussein røg ind og ud af fængslet
Omar El-Hussein blev indberettet tre gange for radikal adfærd. Siden afsonede han med IS-sympatisør.


Den 22-årige danskfødte palæstinenser Omar Abdel Hamid El-Hussein fra Mjølnerparken menes at være manden bag det værste terrorangreb i Danmark i nyere tid.

Her kan du læse om hans fængselshistorik:

* Omar El-Hussein startede på en HF-uddannelse på VUC i Hvidovre, men blev smidt ud på grund af en voldsdom. Han blev også smidt ud fra Københavns Voksenuddannelsescenter på grund af sin voldelige opførsel.

* Fik fra 2011 til 2013 domme for blandt andet våbenbesiddelse, vold og besiddelse af hash.

* Havde ifølge BT også løs tilknytning til banden Brothas fra Mjølnerparken.

* Efter to måneders flugt blev han anholdt af politiet i januar 2014 og 19. december sidste år ved Retten på Frederiksberg idømt to års fængsel for grov vold.

* Han blev løsladt fra fængslet 30. januar bare to uger før skyderierne i København efter en voldssag.

* Han led ikke af nogen psykisk lidelse. Det viser en personundersøgelse, efter at han i 2013 umotiveret stak en 19-årig mand med kniv i et S-tog.

* Myndighederne havde mistanke om, at han ville tage til Syrien og kæmpe for den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat.

* Det fik Kriminalforsorgen til at sætte ham på en liste med 39 navne på radikaliserede i de danske fængsler og indberette ham til PET.

* Hele tre gange indberettede fængselsbetjente El-Hussein til Kriminalforsorgen for radikal adfærd mellem maj og september 2014.

* "Omar udviser ekstreme islamiske holdninger", står der i en mail, som blev sendt til Kriminalforsorgen i august 2014 ifølge TV 2.

* En måned senere lød advarslen: "Hans ekstremisme skærpes".

* Under sit seneste fængselsophold havde han såkaldt "cellefællesskab" med en 21-årig sympatisør med Islamisk Stat. Det gav de to mulighed for at besøge hinandens celler nogle timer hver dag.

Kilder: Ritzau, TV 2, Ekstra Bladet, BT, dr.dk, Politiken, Berlingske, Kriminalforsorgen

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.