FAKTA: Livmodertransplantation giver håb for barnløse
Flere hundredetusinder kvinder verden over lider af barnløshed på grund af livmoderinfertilitet.


En svensk kvinde har - som den første i verden - i september født en dreng efter at have fået indopereret en donorlivmoder.

Forskningsprojektet i Göteborg i Sverige, der er finansieret af en privat fond, er verdens første systematiske og videnskabeligt baserede studie for at finde en behandling mod livmoderinfertilitet. Forskere over hele verden har med spænding ventet på resultatet.

Kvinder, der kan komme i betragtning til en livmodertransplantation, er:

* Kvinder, som er født uden livmoder (Rokitansky-syndrom).

* Kvinder, som bliver født med en misdannet livmoder, og hvor operation ikke har hjulpet.

* Kvinder, hvor livmoderen har måttet bortopereres (hysterektomi) på grund af for eksempel cancer, muskelknuder eller livstruende blødninger ved fødsler.

* Kvinder, som har muskelknuder i livmoderen (myom), og hvor operation ikke har hjulpet.

* Kvinder med svære sammentrækninger i livmoderen.

* Fælles for kvinderne er, at de skal have raske æggestokke, og de må ikke lide af alvorlige, kroniske sygdomme såsom diabetes eller højt blodtryk.

Kilde: Göteborg Universitet

/ritzau/


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.