I dag gælder Basel-konventionen for ophugning af skibe. Derfor er det helt efter reglerne, at 11 danske rederier og selskaber har sendt i alt 18 skibe til ophugning i Pakistan, Indien og Bangladesh mellem 2009 og 2013, selv om det foregår under forhold, hvor der ikke er sikkerhed for hverken miljø eller arbejdere.
* Basel-konventionen forbyder eksport af farligt affald fra OECD-lande som Danmark til ikke-OECD lande som eksempelvis Indien og Kina. Men det er tilladt at sende danske skibe, der ligger i en havn i et OECD-land, til ophugning i ikke OECD-lande.
* Findes der farlige materialer om bord, kan det give rederiet problemer og i værste fald betyde, at hele det ophuggede skib principielt skal sendes retur, hvilket er praktisk umuligt.
* Siden 2006 har det været forbudt at sende skibe under dansk flag til ophugning på de berygtede strande i Indien. Langt fra alle skibe i danske rederier sejler under dansk flag.
I maj 2009 vedtog 66 lande i FN's Internationale Maritime Organisation IMO Hongkong-konventionen om sikkerheds- og miljømæssig forsvarlig ophugning af skibe.
* Siden har Danmarks Rederiforening opfordret sine medlemmer til at følge Hongkong-konventionen, selv om den ikke er juridisk gældende.
* I 2013 vedtog EU en forordning om sikkerhedsmæssig forsvarlig ophugning af skibe.
* Ifølge Miljøministeriet vil EU forordningen kunne træde i kraft i 2015 - senest 2016, Samtidig vil samtlige 29 EU-lande ratificere Hongkong-konventionen. Det kan blive spydspidsen til, at andre store flagstater og ophugger-stater som eksempelvis Indien følger efter.
* Inden Hongkong-konventionen er ratificeret af lande, hvor skibene både er registreret og lande, hvor de ophugges, vil den ikke være juridisk gældende.
* Cirka 1500 skibe sendes hvert år til ophugning. Langt de fleste skibe ophugges i dag på anlæg i Indien.
Kilde: Danmarks Rederiforening og Miljøministeriet.
/ritzau/