FAKTA: Impotens rammer især ældre mænd
Et nyt dansk studie har påvist, at trykbølger kan hjælpe mænd, der lider af rejsningsproblemer.


Forskere fra Regionshospitalet i Viborg og Odense Universitetshospital er i et spritnyt studie nået frem til, at såkaldte trykbølger kan være en god behandling mod impotens.

I studiet deltog 105 mænd med impotens. 51 mænd fik trykbølgebehandlinger af et kvarters varighed over fem uger, mens 54 fik snydebehandling, også kendt som placebo.

Efter behandlingen var 57 procent af mændene i stand til at få erektion og have sex, mens det kun drejede sig om ni procent i placebogruppen.

Læs fakta om impotens her:

* Impotens, også kaldet erektil dysfunktion, er en manglende evne til at få eller vedligeholde en rejsning, som gør det muligt at have samleje.

* Der er ikke nogen præcis statistik for, hvor mange der lider af impotens. Forekomsten øges dog med alderen. Tilstanden ses hos omkring hver tredje mand i 65-års alderen, mens forekomsten blandt mænd omkring de 40 er 5-10 procent.

* En del flere oplever dog i perioder at have problemer med at få rejsning.
* Erektion er resultatet af et samspil mellem nervesystemet, hormonbalancen, psyken og blodkarsystemet.

* Rejsningsproblemer kan derfor opstå som følge af en lang række sygdomme. Ofte skyldes det mere end en enkelt faktor.

Kilde: Sundhed.dk, Netdoktor

/ritzau/

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.