FAKTA: Hvad er FN's klimatopmøde i New York
Tirsdag er FN's klimatopmøde indledt i New York, hvor 120 af verdens ledere deltager.


* 23. september kommer stats- og regeringschefer fra hele verden til ekstraordinært klimatopmøde i New York, inviteret af FN-generalsekretær Ban Ki-moon.

* Danmark deltager med hele fire ministre: Statsministeren, udenrigsministeren, klima- og energiministeren og handels- og udviklingsministeren.

* Topmødet har til formål at få landene til at lægge penge i den ny Grønne Klimafond og annoncere nye initiativer med CO2-reduktioner og vedvarende energi.

* De danske ministre vil på FN-topmødet fortælle om Danmarks klimamål, der fra 2035 skal fortrænge fossile brændsler i el- og varmesektoren.

* De vil også fremhæve Danmarks erfaringer med energieffektivisering og vedvarende energi samt et bidrag på 400 millioner kroner til den Grønne Klimafond over to år.

* De næste internationale forhandlingsmøder er COP20 i Peru i december 2014 og COP21 i Paris i 2015, hvor det er håbet at lande en ny global klimaaftale.

* FN's Klimapanel (IPCC) advarer i en resumérapport, som offentliggøres i København 2. november 2014, om uoprettelige klimaskader, hvis der ikke sættes ind nu.

Kilder: FN's generalsekretær, Klima- og Energiministeriet, IPCC.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.