FAKTA: Hvad betyder kuling, storm og orkan?
Vejrudsigter bugner af begreber om vejret, som kan være svære at forstå. Her er forklaring på nogle af ordene.
Stormen Dagmar blæste fredag og blev lørdag afløst af Egon.
Stormen Dagmar blæste fredag og blev lørdag afløst af Egon. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Ord som stormflod, kuling, middelvind og orkanstyrke flyver rundt om ørerne på os, når vejrværterne fortæller os om vejret.

Her kan du blive klogere på, hvad meteorologernes vejrbegreber betyder.

* Vindhastighed: Vindens hastighed måles i dag med instrumenter placeret i en 10 meter høj mast. Her måler man både vindens hastighed og retning. Hastigheden måles som et gennemsnit gennem ti minutter.

* Beaufort-skalaen: En skala, der inddeler vindens hastighed og styrke i 13 trin. 12 er orkan, 10 er storm, mens 7 er hård kuling.

* Kuling: Er en betegnelse for kraftig blæst og kan inddeles i stiv kuling, hård kuling og stormende kuling. Ved stiv kuling bevæger større træer sig, og det er hårdt at gå i modvind.

* Storm: Er en blæst, der er kraftigere end kuling. Kigger man på beaufort-skalaen inddeler man det i storm og stærk storm. Ved storm kan træer rives op, og der kan komme alvorlige skader på huse. Stormens vindstyrke ligger mellem 25-33 m/s.

* Orkan: Er den højeste vindhastighed. Betegnelsen orkan bliver brugt i mange sammenhænge, men helt simpelt er den defineret med en vindhastighed på over 33 m/s, svarende til 120 km/t.

* Stormflod: Når vinden når op omkring stormende kuling, kan vandstanden stige så meget, at landområder bliver oversvømmet. Så er der stormflod.

* Middelvind: Er den gennemsnitlige vindstyrke målt inden for ti minutter.

* Vindstød: Afvigelser fra middelvindhastigheden på højst et minut.

Kilde: DMI.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.