FAKTA: Hjertebanken og katastrofetanker om edderkopper
Der er flere forskellige former for angst. Mange kan genkende symptomer fra mere end en lidelse.
Angst belaster både den enkeltes livskvalitet og samfundsøkonomien.
Angst belaster både den enkeltes livskvalitet og samfundsøkonomien. Foto: Colourbox.dk/free


Sundhedsstyrelsen offentliggør tirsdag en ny rapport "Sygdomsbyrden i Danmark." Den viser blandt andet, at angst er den sygdom, der koster Danmark mest i produktionstab.

Eksperter vurderer, at hver fjerde eller femte dansker i løbet af livet vil blive ramt af angst.

Læs her mere om den nervøse lidelse:

* En lille del behandles i sygehussektoren, flere hos praktiserende psykiatere, praktiserende psykologer og alment praktiserende læger. Men der er også mange, som klarer sig uden behandling.

Der findes flere forskellige angstlidelser, og de kan variere i sværhedsgrad. Mange kan genkende symptomer fra mere end en angstlidelse.

* Socialfobi. Angst for at rødme eller svede eller på anden vis komme til at røbe, at man er nervøs, samt angst for at andre skal tænke kritiske tanker om én.

* Panikangst. En voldsom og pludselig angst. Mange oplever vejrtrækningsbesvær, hjertebanken og en følelse af, at alt er uvirkeligt. Typiske tanker er: "Jeg er ved at dø" eller "Jeg er ved at blive sindssyg".

* Agorafobi. Angst for at færdes alene uden for hjemmet. Nogle er bange for at gå i supermarkedet, køre med offentlig transport eller for store menneskemængder.

* Generaliseret angst. En vedvarende bekymring og uro i kroppen. Mange bekymrer sig for eksempel over, om de selv eller deres nærmeste skal blive syge. Andre bekymrer sig om, de har overset eller glemt noget i dagens løb.

* Enkelfobi. Angst for specielle ting eller situationer, for eksempel angst for edderkopper, angst for højde, for at flyve eller for tordenvejr.

Kilde: Sygeforsikringen "Danmark", Angstforeningen, Psykiatrifonden



/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.