FAKTA: Her er overblik over Danmarks støtte til Somalia
Den danske støtte til Somalia fokuserer blandt andet på sikkerhed, god regeringsførelse og beskæftigelse.


De kommende tre år vil Danmark i stigende grad støtte Somalias centrale regerings initiativer, efter at man hidtil primært har fokuseret på roligere provinser som Puntland og Somaliland i nord.

Onsdag og torsdag er Danmark sammen med FN og Somalia vært for et internationalt ministermøde, hvor man skal diskutere initiativer for fred og fremgang i landet på Afrikas Horn.

Herunder er et overblik over den danske støtte til Somalia.

* På den seneste finanslov er der afsat 450 millioner kroner til det afrikanske land for perioden 2015-2017. For perioden 2012-2014 var beløbet 650 millioner kroner.

* Der er fire overskrifter for den danske indsats: 1. sikkerhed, 2. god regeringsførelse, 3. vækst og beskæftigelse og 4. forbedrede levevilkår og styrket modstandskraft.

* Indsatsen dækker blandt andet støtte til den militære mission, Amisom ledet af Den Afrikanske Union, militær farvandsovervågning (Natos Operation Ocean Shield) og retslige rammer til bekæmpelsen af pirateri.

* Puljen for de kommende tre år skal også støtte opbygning af et retssystem, god regeringsførelse og vækstfremmende tiltag.

* Hidtil er den danske støtte primært gået til regionerne Puntland og Somaliland, som har været mere rolige end eksempelvis Mogadishu og det sydlige Somalia, hvor der har været konflikt og krigslignende tilstande.

* Danmark flytter i øjeblikket fokus mod også at støtte regeringen i Mogadishu, efter at den politiske situation der er blevet bedre, selvom den fortsat er skrøbelig. I den forbindelse gives også støtte til landets uddannelsessystem.

Kilde: Udenrigsministeriet

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.