FAKTA: Her er Manchester Uniteds dårlige sæson
De 20-foldige engelske fodboldmestre er langt efter topholdene i Premier League efter dårlig stime.
Det kører ikke så godt for Wayne Rooney (th.) og de øvrige Manchester United-spillere i denne sæson.
Det kører ikke så godt for Wayne Rooney (th.) og de øvrige Manchester United-spillere i denne sæson. Foto: Jon Super/AP


* Fodboldklubben Manchester United ser endnu en gang ud til at måtte se langt efter det engelske mesterskab, og klubben røg også ud af Champions League efter gruppespillet.

* Her er et overblik over klubbens sæson hidtil:

* Premier League: Manchester United ligger i øjeblikket nummer fem i Premier League med 37 point for 23 kampe, ti point færre end førende Leicester. United toppede på et tidspunkt ligaen, men blot ti point i de seneste ti kampe har sendt klubben på en rutsjetur.

* Champions League: Manchester United blev kun nummer tre i gruppe B med otte point for seks kampe. Wolfsburg og PSV sluttede foran United, der blev flyttet over i Europa League. Her møder klubben danske FC Midtjylland i 16.-delsfinalen.

* FA Cup: Manchester United spiller på fredag i fjerde runde ude mod Derby fra den næstbedste række. United trådte tidligere i januar ind i turneringen i tredje runde, hvor klubben på et sent straffespark hentede en smal 1-0-sejr hjemme over Sheffield United fra den tredjebedste række.

* Capital One Cup: Storholdene bruger ofte denne pokalturnering til at lufte reserverne. Det var dog kun et delvist reservespækket United-hold, der i oktober i fjerde runde tabte 1-3 hjemme efter straffesparkskonkurrence til Middlesbrough fra den næstbedste række.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.