Mandag offentliggjorde Googles moderselskab, Alphabet, regnskabet for andet kvartal i år.
Her kunne internetgiganten fremvise et overskud på 3,5 milliarder dollar.
Overskuddet kunne have meget større, hvis ikke firmaet havde måtte afskrive 2,7 milliarder dollar på grund af en kæmpebøde fra EU-Kommisionen for udnyttelse af firmaets dominerende position på internettet.
Her kan du læse mere om Google, der på lidt under 20 år er blevet til et af verdens største internetfirmaer:
* Google blev stiftet af de amerikanske ph. D-studerende Larry Page og Sergey Brin i september 1998.
* I 2015 havde firmaet over 57.000 ansatte på verdensplan.
* Firmaets hovedsæde bliver kaldt "Googleplex" og ligger i byen Mountain View i den amerikanske delstat Californien.
* Ud over at være en søgemaskine på internettet, tilbyder Google nettjenester inden for e-mail (Gmail), oversættelse (Google Translate), sociale medier (Google+), kort/navigation (Google Earth og Maps), arbejde/produktivitet (Google Docs, Sheets og Slides) og meget mere.
* Google har siden 2006 ejet YouTube.
* Efter en intern omstrukturering i 2015, er Google i dag ejet af firmaet Alphabet, der ledes af de to Google-stiftere, Larry Page og Sergey Brin.
* Alphabet omsatte i 2016 for lidt over 90 milliarder dollar.
* Kun fire internet-/teknologivirksomheder omsatte for mere end Alphabet i 2016. De fire er Apple, Samsung, Amazon og taiwanesiske Hon Hai.
* I juni i år kom det frem, at Google har købt byggegrunde i Fredericia med planer om at bygge et datacenter.
Kilder: Google, Business Insider, Information, Forbes.
/ritzau/