FAKTA: Familierne bag Lego-dynastiet
To familiegrene sidder på milliarderne bag en af Danmarks største erhvervssucceser.


Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen har ifølge Børsen opkøbt og lukket sin nevø Anders Kirk Johansens virksomhed, som skulle relancere det gamle brand Modulex Bricks.

Se her, hvordan familiedynastiet bag Lego hænger sammen:

* Lego-koncernen er et privatejet selskab, der blev stiftet i Billund i 1932. I dag er Lego en milliardvirksomhed, som sælger sine ikoniske klodser i hele verden. Hovedsædet ligger fortsat i Billund.

* Lego blev grundlagt af Ole Kirk Kristiansen, og siden da er virksomheden gået i arv fra far til søn. I dag ejes Lego og alle varemærkerne af grundlæggerens barnebarn Kjeld Kirk Kristiansen og hans familie.

* Kjeld Kirk Kristiansens søster hedder Gunhild Kirk Johansen.

* I 2007 og 2008 valgte familien at opsplitte Legos aktiver i to dele, som herefter blev ejet af henholdsvis familien Kirk Kristiansen og familien Kirk Johansen.

* Kirk Kristiansen-familien ejer investeringsselskabet Kirkbi, som blandt andet kontrollerer Lego.

* Kirk Johansen-familien ejer investeringsselskabet Kirk Kapital, som blandt andet gør det i flyleasing og skibsfart.

* Kjeld Kirk Kristiansen har tre børn - Sofie, Thomas og Agnete.

* Gunhild Kirk Johansen har ligeledes tre børn - Anders, Morten og Casper.

* Ifølge Berlingske Business var familien Kirk Kristiansen Danmarks rigeste familie i 2014, mens Kirk Johansen-familien indtog plads nummer ni på listen over de rigeste.

Kilder: Lego, Kirkbi, Kirk Kapital, Ritzau, Berlingske Business.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.