FAKTA: Disse spørgsmål skal IC4-rapport besvare
Her kan du se, hvad den rapport om IC4, som DSB offentliggør fredag, skal gøre os klogere på.


DSB offentliggør fredag den rapport, som det schweiziske konsulenthus Prose har udarbejdet om IC4- og IC2-togene.

Den ekstern undersøgelse skal besvare følgende spørgsmål:

* I hvilket omfang det er realistisk, økonomisk og risikomæssigt forsvarligt at sætte IC4 og IC2 i drift med en tilstrækkelig stabilitet?

Togene bruges i dag i meget begrænset omfang til passagertrafik og har mange gange flere aflysninger end DSB's øvrige tog.

Desuden kom det tidligere på året frem, at flere af togene har haft revner i den såkaldte aksellejekasse, hvilket i yderste konsekvens kan føre til en afsporing af togene.

* "Tidsperspektivet for idriftsættelse relativt til driftsbehovet i de enkelte år" - og hvor mange IC4- og IC2-tog, der eventuelt får en uøkonomisk driftslevetid som følge af Togfonden?

IC4 blev indkøbt som IC3's afløser og skulle være det dominerende tog i trafikken mellem landsdelene. IC2 var tiltænkt en rolle som regionaltog. Men bestillingen skete helt tilbage i 2000.

Siden har politikere valgt at satse på el- frem for dieseltog, og regeringens plan for elektrificering af jernbanen giver togene en væsentligt kortere fremtid.

* Hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang konkrete tekniske forhold observeret siden 2011 ændrer på konklusionerne i Atkins IC4 og IC2-rapport fra september 2011?

For tre år siden undersøgte et andet konsulentfirma skandaletogene efter ønske fra daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V). Konklusionen var dengang, at togenes fejl kunne rettes, og at de stadig ville repræsentere "value for money".

Siden er der dukket flere fejl op, og det er kommet frem, at Atkins under arbejdet med rapporten ikke blev bekendt med to rapporter om problemerne med togenes aksellejekasser.

* Hvorvidt den forsinkede idriftsættelse skyldes mangelfuld konstruktionsmæssig kvalitet eller forhold omkring DSB's færdiggørelse, idriftsættelse og vedligehold?

Frem til de sidste tog blev leveret i efteråret 2013, kæmpede DSB en årelang kamp med producenten Ansaldobreda om forsinkelser og manglende kvalitet. Undervejs er der indgået flere forlig, som blandt andet medfører, at DSB selv skal stå for den sidste klargøring af togene, hvilket har givet anledning til ekstern kritik.

I sidste halvdel af forløbet har DSB flere gange undersøgt mulighederne for at bryde kontrakten, men det har vist sig tæt på umuligt, og DSB er endt med modtage 104 af 105 bestilte tog.

Det sidste opholder sig fortsat i Libyen, hvor det blev givet som gave til den tidligere diktator Muammar Gaddafi af Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi. Men det er en helt anden historie.

Kilder: DSB, m.fl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.