Regeringen forhandler intensivt med Enhedslisten og SF i håb om, at næste års finanslov kan falde på plads i denne uge.
Foreløbig er der indgået to delaftaler, og en tredje er på vej. De er alle betinget af, at partierne når til enighed om en samlet aftale om finansloven:
* Mandag nåede parterne til enighed om at flytte 1,5 milliarder kroner af udviklingsbistanden til håndteringen af det stigende antal flygtninge og asylansøgere. En tredjedel af beløbet placeres i en reserve, som først kan udmøntes i anden halvdel i 2015.
* Aftalen er et kompromis, da regeringen havde lagt op til at flytte 2,5 milliarder kroner. Desuden tilføres udviklingsbistanden en milliard kroner fra det overskydende EU-kontingent og andre reserver i statsbudgettet.
* Tirsdag kunne partierne så give håndslag på en aftale, som vil tilføre sundhedsområdet 600 millioner kroner i 2015, mens der sammenlagt tilføres 6,5 milliarder kroner over de næste fire år.
* Pengene skal blandt andet bruges til bedre kræftscreening, øget indsats mod kroniske sygdomme, et nationalt kvalitetsprogram, opbygning af moderne lægehuse, styrket indsats for ældre patienter og mere personale på landets fødeafdelinger.
* Onsdag er parterne klar til at præsentere en aftale på det sociale område, som blandt andet giver 250 millioner kroner om året de næste fire år til flere pædagoger i de danske daginstitutioner.
Kilde: Finansministeriet, Udenrigsministeriet og Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.
/ritzau/