FAKTA: Det går EU's bankunion ud på
EU's bankunion skal sikre en større sikkerhed i den europæiske banksektor.


Idéen med EU's bankunion er at føre et fælles banktilsyn, sådan at der skabes større sikkerhed omkring de europæiske banker.

Danskerne skal ikke til folkeafstemning om bankunion, fordi Danmark ikke afgiver suverænitet. Det vurderer Justitsministeriet i regeringens rapport, skriver DR.

Her følger en række informationer om den fælles europæiske bankunion:

* Tilsynet har til huse hos Den Europæiske Centralbank, ECB, i Frankfurt, hvor der fra 4. november 2014 er ført overordnet tilsyn med samtlige banker i bankunionen og direkte tilsyn med de 130 største finanshuse.

* Bankunionen har en fælles afviklingsmekanisme for, hvordan man fra januar 2015 håndterer en bank med så store problemer, at den skal lukkes.

* Over en indfasningsperiode på otte år oprettes en fælles fond, hvor det som udgangspunkt er bankernes egne penge, der bruges til at betale for at afvikle en bank.

* Det overordnede mål er at sikre, at fremtidige problemer i europæiske banker ikke skader almindelige bankkunder, statskasserne eller euroen.

* Især de største og såkaldt systemiske banker, hvis kollaps kan få nationaløkonomiske konsekvenser, skal være bedre rustet til selv at undgå og modstå fremtidige kriser.

* Det er obligatorisk for de 19 nuværende eurolande at deltage i unionen.

* Lande, der står uden for eurosamarbejdet, kan når som helst vælge at melde sig ind i bankunionen. Og - under nærmere betingelser - ud igen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.