FAKTA: Det er sagt under afhøring i Se og Hør-sagen
Under et møde i Højesteret kom der nye oplysninger frem i Se og Hør-sagen om den såkaldte tys-tys-kilde.


En udtalelse fra den tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup under en afhøring hos politiet var direkte årsag til en sigtelse mod Aller Media i sagen om tys-tys-kilden og medvirken til eventuelle brud på tavshedspligten for offentligt ansatte.

Det kom frem under anklagemyndighedens fremlæggelse af sagen i Højesteret, som torsdag har givet politiet lov til via en dommer at kigge i beslaglagte computere og telefoner.

Læs her, hvad statsadvokat Mohammad Ahsan fortalte om Københavns Vestegns Politis afhøringer af hovedpersonerne i sagen:

* Journalist Ken B. Rasmussen, som startede sagen med bogen "Livet, det forbandede", sagde under en afhøring:

- Daværende chefredaktør Henrik Qvortrup og redaktionschef Kim Bretov på Se og Hør besluttede, om journalisterne skulle gøre brug af oplysninger fra tys-tys-kilden om prins Joachims bryllupsrejse i Canada.

* Nyhedschef Lise Bondesen sagde under en afhøring:

- Lise Bondesen gik til daværende chefredaktør Kim Henningsen og sagde, at tys-tys-kilden var ulovlig.

* IBM-ansat tys-tys kilde sagde under en afhøring hos politiet:

- Tys-tys-kilden erkendte de faktiske forhold, og at han havde givet oplysninger til Se og Hør.

- Kilden havde holdt et møde med Henrik Qvortrup i sommeren 2008, hvor det blev aftalt, at han fik 10.000 kroner om måneden for at stå til rådighed. Qvortrup lagde ud med at foreslå 5000 kroner om måneden for kildens arbejde.

- Kilden fik pengene i en kuvert af en journalist hver måned, hvilket tilsammen gav en indtægt på godt 300.000 kroner.

- Kilden søgte aktivt i systemerne hos Nets i en treårig periode fra maj 2008 til maj 2011.

- Cirka 40 kendte og kongelige var under kildens lup.

* Journalist Kasper Kopping sagde under en afhøring hos politiet:

- Henrik Qvortrup ville gerne fremadrettet lave en aftale med tys-tys-kilden efter historien om prins Joachims og prinsesse Maries bryllupsrejse til Canada.

- Henrik Qvortrup aftalte at betale tys-tys-kilden 10.000 kroner om måneden.

- Kopping modtog dagligt sms'er fra tys-tys-kilden, som overvågede 40-50 kendte. Kun få af kildens oplysninger kunne bruges til historier i Se og Hør.

* Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup sagde under en afhøring hos politiet:

- Henrik Qvortrup informerede ikke Aller-ledelsen om tys-tys-kilden.

- Henrik Qvortrup vidste ikke, at tys-tys-kilden indhentede oplysninger ulovligt.

* En freelancefotograf sagde under afhøring hos politiet:

- Se og Hør må have en kilde hos SAS.

Kilder: Statsadvokat Mohammad Ahsans fremlæggelse i Højesteret

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.