FAKTA: Derfor skal du stille på uret natten til søndag
Husk at stille uret tilbage i nat. Her kan du læse mere om baggrunden for, at du skal gøre det.
Natten til søndag skifter vi til "den normale tid" - vintertid.
Natten til søndag skifter vi til "den normale tid" - vintertid. Foto: Colorbox/Free


Efteråret er godt i gang, og det betyder, at vi også skal omstille os til vintertid.

Her kan du læse, hvorfor du natten til søndag skal stille uret en time tilbage:

* Vi skal stille uret en time tilbage i nat for at komme tilbage til normaltid. Det vil sige, at tiden i løbet af sommermånederne - kaldet sommertid - er en time forskudt i forhold til den normale tid, mens den i vintermånederne vender tilbage til normaltid.

* Om foråret skal uret stilles en time frem fra klokken 02.00 til klokken 03.00. Om efteråret skal uret stilles en time tilbage fra klokken 03.00 til klokken 02.00.

* Sommertiden blev afprøvet i Danmark første gang under Første Verdenskrig i 1916. Anden gang var i perioden 1940 til 1948.

* I 1980 blev sommertiden indført igen. Efter en standardisering i EU i 1996 har vi sommertid fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober.

* Reglerne om sommertid er fastlagt i EU-direktiv 2000/84/EF. Ifølge direktivet skal EU-Kommissionen hvert femte år offentliggøre sommertidens start og slut for de kommende fem år.

* Omkring 70 lande har i dag indført ordningen.

* Sommertiden er indført for at få det meste ud af dagslyset om aftenen.

Kilder: Den Store Danske og Eur-lex.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.