FAKTA: Derfor skændes Danmark og EU om landbrugsstøtte
Brakmarker skal passes og plejes ifølge EU's regler, ellers er man ikke berettiget til landbrugsstøtte.


Den danske stat har tabt en ankesag mod EU-Kommissionen om et beløb på 750 millioner kroner, som kommissionen har afvist at give refusion for i perioden 2002-2005.

Her opridses baggrunden for sagen, som EU-Domstolen onsdag har fældet dom i:

* I 2009 besluttede kommissionen at udelukke EU-finansiering af 750 millioner kroner, udbetalt af den danske stat til danske landmænd i landbrugsstøtte i perioden 2002-2005.

* Begrundelsen lød, at Danmark ikke havde overholdt reglerne for braklægning, hvor der kræves vedvarende pleje af markerne, så de hurtigt kan tages i brug igen.

* Derfor besluttede kommissionen at reducere i det beløb, Danmark skulle have i refusion for landbrugsstøtte med satser på 5 og 10 procent for perioden på grund af for dårlig kontrol med brakmarkerne.

* EU's regler for brakmarker omfatter blandt andet krav til, hvor høje planter må være, og hvor ofte de skal slås.

* Danmark anlagde sag ved EU's domstol, som i 2012 nåede frem til, at kommissionen havde ret til at reducere landbrugsstøttebeløbet til Danmark for perioden.

* Siden ankede den danske stat sagen til EU-Domstolen, som onsdag har stadfæstet dommen.

* Der er fire punkter i ankesagen, som dels går på, at Danmark mener, at retten i 2012 har tolket reglerne forkert. Alle fire punkter enten afvises eller forkastes af domstolen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.