FAKTA: Der findes ingen vaccine eller kur mod zika
Tirsdag aften konstaterede Aarhus Universitetshospital, at en dansk patient er smittet med zikavirus.
Zikavirus er en myggebåren virus. Der er dog også stærk mistanke om, at zika kan overføres seksuelt.
Zikavirus er en myggebåren virus. Der er dog også stærk mistanke om, at zika kan overføres seksuelt. Foto: Felipe Dana/AP


Zikavirus-infektion er en myggeoverført sygdom, der overføres med myggearten aedes. Den kan give influenzalignende symptomer og ligner andre myggeoverførte sygdomme som denguefeber og chikungunya-infektion.

* Op til hver ottende smittede har ikke haft symptomer på infektion. Dem, der mærker symptomer, får febersygdom af fire til syv dages varighed, der kan være ledsaget af udslæt, muskel- og ledsmerter, hovedpine og øjenbetændelse. Der er ingen kur eller vaccine mod sygdommen.

* Der er en stærk mistanke om, at zikavirus kan give medfødt microcephali (for lille hovedudvikling) og andre skader på centralnervesystemet hos nyfødte. Sammenhængen er dog ikke endeligt bevist.

* Zikavirus blev først konstateret hos aber i Zikajunglen i Uganda i 1947. Det første menneske, der blev smittet, var ti år senere. Indtil 2007 forekom virussen kun sjældent i Afrika og Asien.

* I 2007 forekom det første kendte udbrud af zikavirus på øen Yap i Stillehavet, hvor det blev anslået, at omkring 73 procent af befolkningen blev smittet. Siden har zikavirus bredt sig til andre dele af Stillehavet.

* Fra februar 2015 er et tiltagende antal tilfælde blevet konstateret i Sydamerika, først i Brasilien, siden i 18 andre syd- og mellemamerikanske lande.

* Fra oktober 2015 har de brasilianske sundhedsmyndigheder noteret 3500 mulige tilfælde af medfødt microcephali og andre skader på centralnervesystemet relateret til zikavirus-infektion.

Kilder: Statens Serum Institut

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.