FAKTA: Danmarks vej til kvartfinalen ved ishockey-VM
For anden gang har det danske landshold kvalificeret sig til kvartfinalen ved VM. Her er vejen til triumfen.
Der har været meget at juble over for det danske ishockeylandshold ved VM.
Der har været meget at juble over for det danske ishockeylandshold ved VM. Foto: Jan Korsgaard/Polfoto


Efter Tjekkiets sejr over Schweiz står det klart, at det danske ishockeylandshold er klar til kvartfinalen ved VM i Rusland.

Danmarks 11 point er nok til fjerdepladsen i gruppe A, og nu venter en kvartfinalekamp i Sankt Petersborg på torsdag.

Her er ishockeylandsholdets rute til kvartfinalen:

* Danmark-Norge 3-0

To mål af Nicklas Jensen og et af Jesper B. Jensen gav Danmark en drømmestart på VM med en klar sejr over en modstander, som ofte har skabt problemer. Kun en række unødvendige udvisninger skabte en smule mislyd efter kampen.

* Danmark-Sverige 2-5

Igen sad danskerne for meget i straffeboksen, og denne gang blev det dyrt. Tre svenske overtalsmål var medvirkende til at ændre 0-1 til 4-1 i anden periode. Danskerne klarede sig fint fem mod fem, men var alligevel langt fra point.

* Danmark-Schweiz 2-3 (efter overtid)

Her begyndte det at ligne endnu et ærefuldt, men tidligt VM-exit. En dansk 2-0-føring blev indhentet i kampens sidste ti minutter, inden schweizerne satte en knusende scoring ind i overtiden. For at gøre ondt værre pådrog Jesper B. Jensen sig en alvorlig hjernerystelse og måtte forlade VM.

* Danmark-Rusland 1-10

Danmark blev ydmyget af værtsnationen i sprudlende spillehumør. Efter 3-0 i første periode "solgte" danskerne kampen og gav nogle af de hårdest belastede spillere en pause. Kæmpenederlaget gjorde dog ondt, særligt på reservemålmand Simon Nielsen, der blev skudt i sænk.

* Danmark-Letland 3-2 (efter straffeslag)

Nicklas Jensen sikrede en uhyre vigtig sejr med en genistreg på det afgørende straffeslag. Dermed spillede Danmark sig i betryggende afstand af nedrykningsstregen og kunne begynde at skæve mod kvartfinalen.

* Danmark-Tjekkiet 2-1 (efter straffeslag)

Danmarks største resultat ved VM kom i stand efter en standhaftig forsvarsindsats og et udlignende mål af Morten Madsen, der sikrede forlængelse og efterfølgende straffeslag. Her scorede alle tre danske skytter på den tjekkiske målmand.

* Danmark-Kasakhstan 4-1

Med sejren lagde danskerne maksimalt pres på Schweiz, men selve kampen blev en lidt tam affære mod en modstander, der mentalt var gået på ferie. Fire overtalsmål pyntede på statistikken, og Danmark kunne derefter kun afvente schweizernes kamp mod Tjekkiet.

* Tjekkiet-Schweiz 5-4

Schweiz skulle vinde i ordinær tid for at fravriste Danmark billetten til kvartfinalen. Schweizerne kom foran i første periode, men tjekkerne var bedst og vendte slaget. Dermed er Danmark mellem de otte bedste nationer ved VM.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.