FAKTA: Danmarks militære indsats i Irak og Syrien
En styrke på knap 400 mand indsættes mod IS i Irak og Syrien til en pris på cirka 300 millioner kroner.
Danmark sender snart F-16-fly til Irak og Syrien for at bekæmpe IS.
Danmark sender snart F-16-fly til Irak og Syrien for at bekæmpe IS. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Et flertal i Folketinget har tirsdag stemt for at udvide mandatet i Irak til også at omfatte Syrien i bekæmpelsen af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

Her kan du blive klogere på den militære indsats:

* Det samlede militære bidrag i indsatsen mod IS lyder på knap 400 mand, og dermed vil Danmark ligge i toppen af de 66 bidragende lande i koalitionen, når man måler bidrag per indbygger.

* Prisen ligger på omkring 300 millioner kroner.

* Bidraget omfatter en specialstyrke på omkring 60 mand, som indledningsvist skal træne, rådgive og støtte irakiske styrker. De er udsendt i 12 måneder. Pris: Cirka 55 millioner kroner.

* Fire F-16-kampfly - samt tre i logistisk reserve - indsættes i både Irak og Syrien fra sommeren 2016 og seks måneder frem. Det ventes at omfatte omkring 110 personer. Flyene skal anvendes til kampoperationer samt overvågning og informationsindsamling. Pris: Cirka 220 millioner kroner.

* Et Hercules-transportfly indsættes i hele operationsområdet i op til seks måneder. Det ventes at omfatte omkring 60 personer. Transportflyet skal primært anvendes som støtte til den internationale koalitions specialopgaver. Pris: Cirka 30 millioner kroner.

* Danmark bidrager allerede med en mobil radar på Al Asad-luftbasen i Irak og Al Dhafra-luftbasen i De Forenede Arabiske Emirater, hvortil omkring 30 mand er afsat.

* Desuden er der indsat omkring 120 personer til træning af de irakiske styrker på Al Asad-luftbasen. De har indtil videre uddannet 3500 irakiske soldater samt 600 kurdiske peshmergaer.

Kilde: Forsvarsministeriet og beslutningsforslaget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.