FAKTA: Dagens etape i Tour de France
Når champagnen er drukket, skal sprinterne være klar til væddeløb og massespurt på legendariske Champs-Élysées


Fakta om 21. etape

Sèvres-Paris Champs-Élysées, 109,5 kilometer

Beskrivelse:

Tour de France skal køres i mål, og det kan som sædvanligt kun ske på én måde - paradekørsel til Paris og sprinteropgør på Champs-Élysées.

Efter strabadserne i Alperne står den på champagne, lykønskninger og hyggesnak rytterne imellem, indtil der bliver kørt væddeløb i de parisiske gader, når feltet kommer frem til hovedstaden.

En masse ryttere vil forsøge at skabe udbrud, men sprinterholdene lader næppe nogen slippe langt væk.

Vidste du at ...

Astana-manageren Alexandre Vinokourov er den seneste rytter, som har formået at snyde sprinterne for et spurtopgør på Champs-Élysées. I 2005 slap han væk på de sidste kilometer og kørte alene over stregen foran et hidsigt jagtende felt.

I de seneste seks år har kun to forskellige ryttere vundet på Champs-Élysées. Mark Cavendish vandt fire gange fra 2009 til 2012, mens tyskeren Marcel Kittel, der ikke er med i år, har vundet de seneste to spurtopgør.

Hold øje med:

André Greipel (Lotto Soudal)

Mark Cavendish (Etixx-Quick-Step)

Alexander Kristoff (Katusha)

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.