FAKTA: Astronaut-Andreas' rumrejse trin for trin
Fra Jorden til ISS og retur igen. Det er Andreas Mogensens rejseplan, men hvad dækker den ellers over?
Andreas Mogensen vinker farvel, inden han onsdag morgen blev sendt ud i Rummet med Sojus-fartøj.
Andreas Mogensen vinker farvel, inden han onsdag morgen blev sendt ud i Rummet med Sojus-fartøj. Foto: CORVAJA Stephane/POLFOTO


Fredag morgen kobler Sojus-fartøjet med Andreas Mogensen om bord sig til rumstationen ISS.

Få et indblik i den første danskers rejse fra jorden til ISS og retur.

* Trin 1

Sojus-løfteraketten steg onsdag klokken 06.37 dansk tid op fra rumbasen i Kasakhstan. Sammen med Andreas Mogensen er russiske Sergej Volkov og Aidyn Aimbetov fra Kasakhstan om bord på rumskibet.

* Trin 2

Hele rejsen op til ISS varer i alt 51 timer og kræver 34 ture rundt om Jorden. I Sojus er Andreas Mogensen andenpilot, så hans job er at hjælpe kommandøren Sergej Volkov med at styre.

* Trin 3

Sojus kobler sig efter planen på rumstationen ISS klokken 9.42 dansk tid fredag. Det skal ske ved en svær manøvre, da både rumskibet og rumstationen brager rundt om jorden med cirka 28.000 kilometer i timen.

* Trin 4

På ISS skal den danske astronaut udføre en række opgaver. Der skal blandt andet testes et såkaldt skinsuit, der skal mildne nogle af de gener, som kroppen har ved vægtløshed, som muskeltab og afkalkning af knoglerne.

Et par videobriller med taleinstruktion og link til Jorden skal også testes samt censorer, der bæres på kroppen og skal overvåge basale livsfunktioner.

I alt skal Andreas Mogensen udføre omkring 20 videnskabelige eksperimenter.

* Trin 5

Trods de mange opgaver på ISS er hovedformålet med rejsen at erstatte rumstationens nuværende Sojus-rumfartøj, som er ved at løbe tør for energi. Andreas Mogensen rejser derfor hjem med det Sojus-rumskib, der allerede befinder sig på ISS.

* Trin 6

Danmarks første astronaut sætter igen kurs mod Jorden, når Sojus kobler sig fra ISS 11. september klokken 23.25 dansk tid.

* Trin 7

12. september klokken 02.49 dansk tid får Andreas Mogensen efter planen atter fast grund under fødderne, når Sojus lander på Jorden.

Dermed slutter den for Danmark historiske rumrejse.

Kilder: ESA, rumrejsen.dk

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.