Ekstremisten Anders Behring Breivik begik for seks år siden et angreb mod sine landsmænd, der er det hidtil største i fredstid i Norge.
Her kan du se, hvordan angrebet forløb 22. juli 2011.
* Umiddelbart inden klokken 15.30 indløb en alarm om en kæmpemæssig eksplosion i regeringskvarteret i det centrale Oslo. Politiet haster til gerningsstedet.
* To timer senere blev der igen slået alarm. En mand i politiuniform er gået i gang med at skyde unge på Utøya i Tyrifjorden vest for den norske hovedstad, hvor Arbeiderpartiets Ungdomsforbund holder sin traditionelle sommerlejr.
* Omkring en time efter den anden alarm lød, klokken 18.26, bliver Anders Behring Breivik pågrebet.
* Han erkender ugerningen, men påberåber sig at have handlet i "nødværge" for at redde Norge og Europa fra islam.
* I Oslo blev otte mennesker dræbt og omkring 30 såret og lemlæstet af en 950 kilo stor bilbombe, der ødelagde seks ministerier samt statsministerens kontor.
* På Utøya omkom 69, mens andre 69 blev såret.
* Retssagen mod Anders Breivik blev indledt 16. april 2012 i Oslo byret.
* 24. august 2012 blev højreekstremisten idømt en forvaringsdom på 21 års fængsel for terror.
Kilde: NTB.
/ritzau/