* Black Friday falder i år fredag den 28. november. Det er dagen efter Thanksgiving, som hvert år falder den fjerde torsdag i november. I USA er det en helligdag.
* Oprindelsen på dagens navn er et diskussionsemne. En avisartikel fra avisen Philadelphia Inquirer fra 1966 citerer en politimand, der kalder dagen "Black Friday", fordi gaderne var sorte af trafik.
* Forretningsmænd har senere forsøgt at få ændret oprindelsen, så "Black Friday" markerer, at butikkerne på grund af det begyndende julesalg, får sorte tal i regnskabsbøgerne.
* Andre hævder, at "Black Friday" henviser til, at arbejdere plejede at melde sig syge dagen efter Thanksgiving for at få fire dages fri i træk.
* Dagen er blevet en af de største shoppedage i USA, hvor millioner af amerikanere strømmer ud i butikkerne, når detailhandlen går amok med slagtilbud og store rabatter. Der er også ekstraordinært meget gang i nethandlen omkring Thanksgiving.
* Ifølge CNN regner den amerikanske detailbranche med, at amerikanerne i år køber ind for 3700 milliarder kroner på Black Friday.
* Black Friday kan være en voldsom begivenhed i USA, hvor slåskampe i tilbudskøerne ikke er helt ualmindelige. I 2008 blev en ansat i detailkæden Wall-Mart endda trampet ihjel af en tilbudshungrende menneskemængde.
Kilder: Reuters, Retail Institute Scandinavia, CNN, The New York Times, AP, Philladelphia Inquirer, Huffington Post
/ritzau/