FAKTA: Airbus A380 er verdens største passagerfly
Københavns Lufthavn udvider en landingsbane, så der er plads til verdens største passagerfly. Læs mere her.


Airbus A380 er det største passagerfly i verden og er udviklet af det europæiske selskab Airbus Industrie.

Flyet er i to etager og blev første gang sat i kommerciel drift i 2007, selvom arbejdet begyndte allerede i 1988.

Airbus A380 fik tallet 8 midt i navnet, fordi det betragtes som et lykkenummer i visse dele af Asien.

Prisskiltet på et Airbus A380-fly lyder på 428 millioner dollar (2,9 milliarder danske kroner) ifølge den officielle prisliste hos Airbus.

Flyet produceres flere steder i Europa, herunder Storbritannien, Frankrig, Spanien og Tyskland, hvor de fire stiftende selskaber har hovedsæde.

Der var tale om at indrette træningscentre, restauranter og butikker i flyet, men det var ikke muligt på grund af økonomien.

Et A380-fly vejer knap 560 ton og har plads til 555-840 passagerer, afhængig af indretning.

Motorerne er fire Rolls-Royce Trent 900 eller Engine Alliance GP7200 motorer med en tophastighed på omkring 945 km/t. Flyet kan tilbagelægge 15.700 kilometer på én flyvetur.

Kilder: Check-in.dk, Aircraft-info.net.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.