FAKTA: 17 personer er blevet behandlet for ebola i Vesten
En 44-årig spansk sygeplejeske er angiveligt blevet rask, efter at hun har været smittet med ebola.


På et hospital i den spanske hovedstad, Madrid, viser et testresultat, at en spansk sygeplejerske er blevet kureret for ebola.

I alt har 17 personer været under behandling for ebola i Europa og USA. Kun tre af dem menes dog at være blevet smittet i Vesten. Det drejer sig om to amerikanske og altså den spanske sygeplejerske, der nu meldes rask.

Her kan du læse mere om de enkelte tilfælde af ebola i Vesten.

* USA (otte tilfælde):

Den liberiske mand Thomas Eric Duncan, der nu er død, blev smittet med ebola i sit hjemland, men rejste til USA, inden sygdommen brød ud. I slutningen af september blev ebola-diagnosen stillet, og han blev indlagt på et hospital i Dallas i Texas.

Her er to sygeplejersker blevet smittet efter at have været i kontakt med Duncan. De to smittede er den 26-årige sygeplejerske Nina Pham og hendes 29-årige kollega Amber Vinsom.

Ud over de to sygeplejersker er en kameramand fra NBC og en læge under behandling i USA.

Tidligere er tre amerikanere blevet kureret for ebola. De blev alle behandlet med eksperimentel ebola-medicin, inden de blev erklæret raske.

* Spanien (tre tilfælde)

I Spanien meldes en 44-årig kvindelig sygeplejerske rask at være blevet diagnosticeret med ebola efter at have plejet en ebola-patient, der havde arbejdet i Vestafrika. Hun er angiveligt den første person, der er blevet smittet med sygdommen i Europa.

I august døde den 75-årige spanske præst Miguel Pajares i Madrid. Han var angiveligt den første europæer, der blev smittet med den meget dødelige virus i Vestafrika.

I september døde hans landsmand og kollega, den 69-årige præst Manuel Garcia Viejo, der var blevet behandlet af den 44-årige spanske sygeplejerske, inden han døde.

* Tyskland (tre tilfælde)

I Tyskland er en 56-årig ebolasmittet FN-medarbejder død af sygdommen. Han var den tredje ebolapatient, der er bragt til Tyskland. En af dem er i dag rask, mens den sidste fortsat er i behandling. Der er tale om to læger.

* Norge (ét tilfælde)

I Norge kæmper læger og sygehuspersonale for at redde en norsk ebolasmittet sygeplejerskes liv. Hun blev smittet i Sierra Leone og er fløjet hjem til behandling i Norge.

* Storbritannien og Frankrig (et tilfælde hver)

* Både Storbritannien og Frankrig har haft en enkelt person i behandling for ebola. De er i dag begge erklæret raske.

(Kilde: WHO, New York Times, BBC, AFP, Reuters, The Telegraph og NTB)

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.