Faglærte: Vi slider os selv op, før vi når til pensionen
24 procent af de faglærte tror ikke selv på, at de kan holde til at arbejde til pensionsalderen. LO mener, at nogle faggrupper skal have lov til at gå på pension før andre, men arbejdsgiverne afviser.
Social- og sundhedshjælpere er en af de grupper, der har størst risiko for at blive slidt op før pensionsalderen.
Social- og sundhedshjælpere er en af de grupper, der har størst risiko for at blive slidt op før pensionsalderen. Foto: Colourbox


Hver fjerde faglærte forventer ikke at kunne holde til at arbejde til pensionsalderen. Det viser en ny undersøgelse, som Megafon har lavet for Danske Fysioterapeuter.

- Det er markante tal, som vi skal tage meget alvorligt, siger Tina Lambrecht, der er formand for Danske Fysioterapeuter.

Undersøgelsen bekræfter, at der er brug for en differentieret tilbagetrækningsalder, så social- og sundhedsassistenten kan gå på pension før advokaten, mener LO.

- For mig at se vil det være et meget interessant emne at tage med til trepartsforhandlingerne, siger den nyvalgte formand Lizette Risgaard.

I alt svarer 13 procent, at de ikke tror, de kan holde til at arbejde til pensionsalderen. Men det er de ufaglærte og faglærte, der har sværest ved at forestille sig selv slæbe mursten eller passe ældre, når de kommer op i årene.

Forventer du at kunne holde til at arbejde til pensionsalderen?
Højeste gennemførte uddannelse. Procenttal.
Kilde: Megafonundersøgelse for Danske Fysioterapeuter

Vi kan ikke være det bekendt

Det kommer ikke bag på Lizette Risgaard, at det er de faglærte og ufaglærte, der ikke selv tror på, at de kan holde til at arbejde til pensionsalderen.

- LO'erne er dem, der har den laveste pensionsalder, og desværre også dem, der har det korteste otium, for de dør simpelthen tidligere, og det kan vi ikke være bekendt, siger hun.

Derfor må fagbevægelsen også til at se på forskellige muligheder for, at nogle faggrupper kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før andre, mener hun.

- Det er klart, at dem, der kom ud på arbejdsmarkedet som 18-årige, bliver hurtigere slidt ned end dem, der først begynder at arbejde 10 år senere, efter de har taget en lang uddannelse, siger hun.

Alle skal arbejde længere

I Dansk Arbejdsgiverforening ser de det ikke som en mulighed at lade nogen trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før andre.

- Vi lever længere, derfor har vi også behov for, at alle arbejder længere. Så en differentieret pensionsalder er ikke en løsning, siger arbejdsmiljøchef Christina Sode Haslund.

Hun hæfter sig ved, at 75 procent af de adspurgte mener, at de godt kan holde til at arbejde til pensionsalderen.

- Det er rigtig positivt. Når der er en fjerdedel, der mener, at de ikke kan, kan det afspejle, at der er forskellige arbejdsmiljøproblemer inden for de forskellige brancher, hvilket vi skal være opmærksomme på, siger hun.

Sunde og sikre arbejdspladser, hvor medarbejderne kan holde til at arbejde, er en del af løsningen.

- Men vi skal også have medarbejdere, der selv sørger for at holde sig fysisk aktive, for når man er i god form, er man bedre i stand til at håndtere fysiske og psykiske belastninger, siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.