Thomas Lehnert har uddannet sig fra automekaniker til maskintekniker. På den måde har han løftet sin månedlige løn med 3.000-4.000 kroner.
Og han er langt fra den eneste faglærte, der har glæde af at have læst videre. En faglært får i gennemsnit mindst 7.000 kroner mere i løn om måneden ud af at tage en videregående uddannelse.
Det viser en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har udarbejdet for fagforbundet Dansk Metal.
Analysen slår ikke kun fast, at den enkelte faglærte scorer en pæn gevinst ved at bygge en ny uddannelse oven på den faglige. De offentlige kasser får også overskud ud af faglærtes videreuddannelse.
Formanden for fagforbundet Dansk Metal, Claus Jensen, mener, at analysen fra AE giver særdeles gode argumenter for videreuddannelse af faglærte.
- Ikke blot tjener den enkelte smed og den enkelte tømrer godt på at tage en videregående uddannelse. Der er også store gevinster at hente for samfundet. De veluddannede betaler mere i skat, og de penge er jeg sikker på, at finansminister Bjarne Corydon godt kan finde noget at bruge til, siger Claus Jensen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har set på, hvordan indkomsterne har udviklet sig for 8.656 faglærte, som gjorde deres uddannelse færdig for rundt regnet ti år siden. Analysen viser, at de faglærte efter at have færdiggjort deres ekstra uddannelse hurtigt fik et bedre lønnet job, end de havde som faglærte.
Og efter blot otte år tjente de faglærte med en videregående uddannelse 7.000 kroner mere om måneden end faglærte, der ikke har læst videre. De ekstra lønkroner giver større frihed, fastslår senioranalytiker Mie Dalskov Pihl fra AE.
- Når faglærte tager springet ud i mere uddannelse, får de større muligheder i mange af livets facetter. De får større økonomisk frihed, så de eksempelvis kan holde flere ferier i udlandet. Og mange af dem får et nyt job med et mere spændende arbejdsliv, siger Mie Dalskov Pihl.