Da to betjente for nyligt blev skudt på Christiania, og en menneskejagt gik i gang efter gerningsmanden, stod Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, ikke foran en kameralinse for at kommentere de højspændte begivenheder.
I stedet lå han fuldstændig afkræftet på Rigshospitalet og kom sig oven på en højdosis kemo. I dag er han raskmeldt efter et halvt år med lymfekræft, og Claus Oxfeldt vælger nu at fortælle om sin sygdom over for offentligheden, siger han i et interview Berlingske.
For Claus Oxfeldt har kræft været en privat sag. Han har fortalt det internt i politikredse, mens han mødte på arbejde hver dag.
- Jeg har altid været et følelsesmenneske, og derfor har det været naturligt for mig at fortælle om noget, der har været hårdt psykisk. Jeg synes ikke, det er en svaghed, at man er parat til at tale om det. Jeg vil hellere have at folk ved, hvad der foregår. Og snakken skulle ikke gå bag min ryg, siger Claus Oxfeldt til Berlingske.
Som en mand med en lederstilling har det været særlig svært for Claus Oxfeldt at stå frem.
- Følelserne sidder uden på tøjet, og forsvarsparaderne er brudt ned. Det er svært at sige: Ja, jeg er livstruende syg. Det handler meget om identitet. Kan man fortsat leve det liv, man holder af?, siger Claus Oxfeldt til Berlingske.
Som offentlig person var Claus Oxfeldt også bevidst om, at han kunne risikere at få tilsendt "ammestuehistorier" om, hvordan han kunne blive rask. Heldigvis er Claus Oxfeldts lymfekræft helbredelig, og derfor begyndte han at være mere åben om diagnosen.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse får lige over 35.000 danskere diagnosticeret kræft om året, mens næsten 270.000 danskere lever med diagnosen i hverdagen.