Protest mod spareplaner: Pædagoger og sygeplejersker kan ikke løbe hurtigere
En række fagforeninger vil starte en folkebevægelse i protest mod besparelserne i kommunerne.
Sygeplejersker, sosu'er, pædagoger og andre omsorgsarbejdere skal løbe hurtigere, når regeringen sparer på velfærden i kommunerne. Det er ikke rimeligt, mener 14 fagforeninger.
Sygeplejersker, sosu'er, pædagoger og andre omsorgsarbejdere skal løbe hurtigere, når regeringen sparer på velfærden i kommunerne. Det er ikke rimeligt, mener 14 fagforeninger. Foto: Scanpix / Arkiv


14 fagforeninger starter en landsdækkende aktion mod det, de kalder "omprioriteringstyveriet", skriver DR P4 København.

Stormøder, aktioner, debatmøder og internt og eksternt pres på politikere på alle politiske niveauer. Det er nogle af de initiativer, 14 fagforeninger den kommende tid sætter i gang landet over. Formålet er at skrive omprioriteringsbidraget ud af KL's næste økonomiaftale med staten.

Initiativet har fået navnet Velfærdsalliance-dk.

- Danskerne skal mobiliseres og protesterer i hver eneste kommune. Udover de faglige organisationer vil vi inddrage elever, studenterorganisationer, Ældresagen, pårørende, forældreorganisationer; alle der har en aktie i velfærdssamfundet, siger Jan Hoby, næstformand i LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger, til DR P4 København.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) opfordrede torsdag til kommunalt oprør mod regeringens omprioriteringsbidrag. Det budskab slutter de 14 fagforeninger fra hovedstadsområdet op om. De mener, at omprioriteringsbidraget er en "sønderbombning" af velfærden.

De forskellige initiativer er derfor målrettet kommunerne i håb om, at borgmestre og kommunalpolitikere på KL's topmøde i marts beslutter, at KL ikke skal acceptere et omprioriteringsbidrag i den næste kommunale økonomiaftale.

- Kommunerne skal igennem store, massive besparelser, der har konsekvenser for velfærden. Vores kollegaer i alle fagforbundene skal enten løbe hurtigere eller være mere robuste på arbejdspladserne, og det holder ikke, siger Vibeke Westh, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden, til DR P4 København.

De 14 fagforeninger tæller udover LFS og Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden bl.a. BUPL-Hovedstaden, Dansk Socialrådgiverforening Storkøbenhavn, FOA SOSU, Københavns Lærerforening og Uddannelsesforbundet København.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.